De bedste hikes på Bali
Bali er – blandt andet – kendt for at være aktiviteternes ø. Her kan man opleve tropiske skove, varme strande, fede aktiviteter – alle med fascinations-faktor, hvis man ikke har oplevet regnskovsterræn og tropiske nætter før. Hvis du godt kan lide at vandre og er klar på et par mindre udfordringer, kan du tage på vandretur på Bali. Der er intet, der stopper dig fra at tage en god gåtur på Bali, sørg blot for at have gode vandresko på og en lille rygsæk med. Denne guide giver dig tips til fascinerende hikes, hvis du har lyst til at udforske øen på din næste rejse til Bali.
Hike til toppen af en balinesisk vulkan
Du læste rigtigt. På Bali findes der flere vulkaner, som man kan bestige, hvis man har lyst. Den første, du får tips til, hvordan du kan bestige, er Baturvulkanen. At vandre til toppen på denne vulkan anses som et hike for begyndere, omend begyndelsen af turen kan være udfordrende nok. Ved foden af vulkanen trænger balinesiske lokalguides sig på for at sikre sig, at du får en guide med, men hvis du har bestemt dig for at gøre det alene, bør du holde fast i det og prøve at undgå de lokale guides.
På toppen af Baturvulkanen er der ekstremt smukt, og man kan se milevis i klart vejr. Står man på toppen, er man 1717 meter over havet og har måske brugt 1.5-2 timer på at nå derop. De stejle klippeformationer, man kan se fra toppen, er beklædte med tropisk græs og giver et frodigt indtryk. Du behøver desuden ikke være heldig for at se aber på toppen – der er mange aber, der er nysgerrige og vant til mennesker.
Gå til det højeste punkt
Bliver man i temaet for vulkan-hikes, kan man også forsøge at bestige Balis højeste punkt, Mount Agung. Står man på toppen, er man 3031 meter over havet, og på de koldeste dage er det nødvendigt med varmt tøj, da kulden sætter hurtigere ind, når man er så højt oppe som dette. Udsigten taler for sig selv. Står man på toppen og kigger ud, kan man studere vulkanens krater til sit fuldeste. Her er de nøgne, brune klipper vidner til, hvordan vulkanen har fungeret, og det store krater er både fascinerende og skrækindjagende.
På toppen af vulkanen vil man være over skyerne, der ligger som en ring omkring vulkantoppen, og det er virkelig udgangspunkt for nogle fantastiske, naturskønne billeder.
At gå til toppen af Mount Agung er slet ikke umuligt. Turen tager 3-4 timer, men der er bratte stigninger flere steder på turen, så det vil være dem, der er friske til bens, som klarer denne tur. Sørg for at tage mad og vand med i rygsækken og have ekstra tøj med.
Campuhan Ridge Walk i Ubud
Campuhan Ridge walk er en vandretur, der er utrolig smuk, ekstremt grøn og naturskøn. Turen starter nær byen Ubud, der ligger på den sydlige del af Bali, men egentlig nok så centralt placeret på øen. Campuhan-turen tager dig langs de lokale steder i Ubud og forbi mange af de ekstremt frodige og grønne rismarker. Det anbefales at gå denne tur tidligt om morgenen – altså rigtigt tidligt ved en 6-7 tiden – eller sent på eftermiddagen, sådan at man undgår at overophede. Det er relativt nemt at hoppe på stien, men hvis ikke den er angivet på det kort, du måtte have, er der ikke noget i vejen for at spørge en lokal.